Når begavelsen spænder ben

Udfordringer i undervisningen

De fleste højtbegavede børn har en del af den samme type udfordringer i undervisningen. Vi præsenterer nogle af de mest centrale nedenfor.

Skriveudfordringer

Højtbegavede kan være exceptionelt kreative og dygtige med ord, men det er ikke det samme som, at det at skrive i skolen nødvendigvis falder let for dem. De fleste finder det at tage noter unødvendigt, for de husker det fint alligevel. Mange synes også, at det er irrelevant at være præcis i matematikopgaverne, fordi det jo alligevel er indlysende, hvordan opgaven og svaret skal læses. Og så er der den store udfordring i at besvare en opgave på skrift.

Når man skal besvare en opgave skriftligt, kræver det, at eleven tænker sit svar igennem, før denne begynder at skrive. Og hvordan ser en ide egentlig ud i ord? Det højtbegavede barn har så mange tanker samtidig, at det er svært at vælge én og følge den hele vejen igennem en opgave. Barnet kan nemlig let blive distraheret af andre tanker undervejs, så opgaven tager en for læreren uventet drejning, men som er fuldstændig logisk for eleven.

Den perfektionisme, højtbegavede børn ofte har, kan også spænde ben for dem. Røde streger på skærmen fjerner fokus fra skriveriet, og skriver de i hånden, vil de være så fokuseret på at forme bogstaverne pænt og tydeligt, at de taber den tråd, de ellers skrev efter. Det bliver ikke bedre, når en tekst skal efterredigeres eller omskrives – her kan et højtbegavet barn let gå i stå, for det føles enten trivielt og overflødigt eller som en kritik af, at de ikke har gjort arbejdet ordentligt i første omgang.

Og så er tekst bare et forfærdeligt medie for et barn med en ottesporet motorvej i hovedet, for en tekst er ensporet, og det er virkelig svært at flette alle otte spor sammen på samme tid. Der har det højtbegavede barn det rigtigt godt med at kunne lege med medier og udtryksformer, hvor flere sanser kan sættes i spil samtidig for at udtrykke flere af de mange tanker og pointer.

Reaktioner på test og prøver

Hvad enten vi snakker en IQ-test, afgangsprøven eller de nationale tests, så er det slet ikke sikkert, at de højtbegavede børn brillierer her. Ligesom med skrivningen er der flere grunde til, at de højtbegavede elever ikke nødvendigvis præsterer på det niveau, deres begavelse rækker til.

Den ene årsag kan være deres ekstremt høje ambitionsniveau og deres perfektionisme med høje og til tider urealistiske krav til dem selv. Det kan gøre dem så omstændige og langsomme, at de ikke når alle opgaver, eller de bliver så stressede, at de giver op på forhånd. Fortæller man dem, at det er en svær prøve, så overanalyserer de opgaverne, og gør dem så unødvendigt indviklede, at de misforstår opgaverne og laver fejl.

Mange prøver i skolen er også repetition af, hvad eleverne tidligere har lært, og det er noget, højtbegavede børn har virkelig svært ved. De keder sig og vil ofte gøre meget for at undgå det.

På en skole forsøgte man sig med en prøve før og efter et undervisningsforløb for at synliggøre læringen for eleverne. Som den eneste i klassen klarede den højtbegavede elev sig dårligere i prøven efter forløbet sammenlignet med sin besvarelse før forløbet – og det handler helt simpelt om, at eleven gav op og kedede sig, så snart eleven gennemskuede, at det var præcis de samme opgaver, som de havde besvaret to uger før.

Derudover er der mange prøver i skolen, der kræver en skriftlig besvarelse, og så er vi tilbage i udfordringen nævnt ovenover med skrivning. Det betyder dog ikke, at de nødvendigvis klarer sig bedre til mundtlige prøver, for er spørgsmålene for åbne, og de skal svare med det samme, bliver de i tvivl om, hvilket svar læreren ønsker at høre. De bliver derfor usikre og tør ikke rigtigt svare af frygt for at sige noget forkert.

En mundtlig eksamen for det højtbegavede barn kræver derfor, at eleven forstår opbygningen af eksamen, og hvad eleven måles på. Når eleven ved, hvordan besvarelserne vægtes, og hvad der vurderes på, vil eleven have nemmere ved at give et svar på de åbne spørgsmål.

Samarbejde går i hårdknude

Rigtigt mange højtbegavede børn vil helst køre sololøb på skoleopgaver, fordi samarbejdet ofte volder problemer. Det kan dels være, at det højtbegavede barn er bange for at skille sig ud, og det er svært at skjule sin begavelse, når man samarbejder. Det kan også handle om, at det højtbegavede barn har svært ved at acceptere, at de andre i gruppen arbejder langsommere og skal have flere ’mellemregninger’ med.

Det er hørt mange gange før, at den højtbegavede elev har fortalt gruppen svaret til en start, hvor gruppen totalt afviser det, for en time senere at være kommet frem til det samme. Det skaber let en konflikt, hvor det højtbegavede barn ikke føler sig set eller hørt af gruppen.

Ofte føler det højtbegavede barn altså, at det bliver holdt tilbage og begrænset, når de skal indgå i gruppearbejde. Selv hvis der er tale om en kreativ opgave, så kan det være svært for det højtbegavede barn at formidle de mange tanker og idéer, de har, og det er ikke sikkert, at de andre i gruppen har tålmodighed eller overblik til at kunne lytte og forstå dem alle.

Det højtbegavede barn har derfor brug for nogle værktøjer til at håndtere, hvordan det kan indgå i et gruppearbejde med andre børn, der ikke kan følge med på den her effektive, målrettede og kreative tankegang, som mange højtbegavede børn har, og så må vi som lærere sørge for, at der er andre steder, hvor eleven kan få lov mentalt at løbe med fuld fart derudad. For hvis det altid er den højtbegavede elev, der skal indordne sig og ikke får mulighed for at blive udfordret, vil engagementet og motivationen falde drastisk, og eleven vil begynde at underyde og mistrives.

Relationer i skolen

For alle børn er det utroligt vigtigt at passe ind i fællesskabet. Det gælder også højtbegavede børn, og når man er anderledes, kan det være en meget svær opgave. Derfor forsøger nogle højtbegavede børn at gemme sig, for det er vigtigere for dem, at de har et socialt fællesskab end, at de præsterer godt fagligt. For andre er det faglige dog stadig meget vigtigt, og de forsøger at finde en rolle i fællesskabet som den dygtige i klassen. Det gør, at de sætter endnu større krav til deres egne faglige evner og bliver endnu mere bange for at begå fejl, for de frygter, at det kan koste dem deres plads i fællesskabet.

En anden typisk udfordring mellem det højtbegavede barn og de andre børn i klassen er, at det højtbegavede barn har en udpræget retfærdighedssans. Man skal følge reglerne, og de påpeger det, når man ikke gør. Det gælder også de sociale spilleregler, og de kan reagere meget voldsomt på, hvis andre bryder reglerne.

Relationen mellem læreren og den højtbegavede elev kan også være ganske udfordret. Højtbegavede børn kan være meget kontante og direkte i deres udtalelser, og de stiller spørgsmål ved de ting, som de undrer sig over. Det kan få dem til at fremstå flabede og bedrevidende.

Både overfor andre elever og i særdeleshed overfor læreren, der kan føle, at deres faglighed bliver tvivlet af eleven – og det sker faktisk, at eleven kan tvivle på lærerens faglighed, hvis læreren selv kommer til at give udtryk for at være usikker. De fornemmer lynhurtigt, når læreren er på udebane, og deres respekt for læreren falder lige så hurtigt. Det betyder ikke, at læreren skal være alvidende, men de har brug for tydelige lærere, der tør stå ved, hvad de ved og hvad de ikke ved.

Der er også de højtbegavede elever, der gør en sport ud af at snyde deres lærere. I de små klasser slipper de let afsted med det, desværre, da man ikke tænker, at et barn kan være så udspekuleret, men det kan de højtbegavede børn. De grænsesøgende højtbegavede elever er typisk børn med en tendens til at føle sig utrygge. De prøver grænser af for at fornemme, hvor de har de voksne, hvordan rammerne ser ud, og om de kan stole på, at de voksne er tydelige og konsekvente, for det giver dem ro og tryghed.

Do's and Don'ts i undervisningen

Undgå for alt i verden

alt for mange gentagelser.
at bruge eleven som hjælpelærer.
rod, kaos og for mange tilfældigheder i timerne.
at love noget, som du ved, du ikke kan holde.
høje og voldsomme verbale udmeldinger.
kollektive skideballer.
at voksentrumfe en elev med talegaverne i orden.
at tro, at den højtbegavede elev er flabet, når eleven spørger ”hvorfor”.
at lave faglige grupperinger, hvor den højtbegavede elev konstant skal vente.
at udstille den højtbegavede elev som en faglig selvfølgelighed.
at presse eleven ud i situationer, hvor der er for meget på spil.
at eleven konstant føler sig anderledes.
at tro, at en højtbegavet elev nok skal klare sig, for det gør eleven ikke uden dig.

Sørg i stedet for:

At være rolig og nysgerrig på eleven.
At have en tydelig struktur for timerne og viden om, hvorfor du har tilrettelagt undervisningen, som du har.
At byde elevens undrende spørgsmål velkommen.
At se eleven som en del af klassens fællesskab og støtte eleven i at være en del af fællesskabet på barnets præmisser.
At arbejde bevidst med elevens faglige kompetencer ud fra Blooms taksonomiske model og eksempelvis ABC-differentiering. Det kommer alle elever til gode – også de højtbegavede!