Drengen, der gemte sin begavelse
Her er Benjamin
Lige uden for Odder, på en ganske lille skole, gik Benjamin i 4. klasse. En glad dreng med krudt i måsen, så snart klokken ringede ud. Nu skulle der spilles fodbold!
I timerne var han stille og umotiveret. Han sprang over, hvor gærdet var lavest, og lod som om, at han intet kunne. Han sagde intet i timerne, og når læreren gennemgik noget på tavlen, sad han med blikket ind i væggen – fordybet i sine egne tanker.
I dansk læste han grønne dingo-bøger, og i matematik beklagede han sig over sværhedsgraden, når han skulle løse andet end plus og minus-stykker.
De fleste lærere ville nok betragte Benjamin som gennemsnitlig eller måske endda under.
Det lærerne også oplevede var, at Benjamin ofte havde næsvise kommentarer, når noget for ham var indlysende. At han kunne uddebattere sine lærere og fik sin vilje ganske nemt. At han brød fuldstændig grædende sammen, når nogen snød i spil, og at han generelt undgik smalltalk med klassekammerater.
Men bag den underydende facade i skolen skete der en masse, som Benjamin gjorde alt for at skjule. Han ønskede så inderligt at være en del af fællesskabet og gruppen, at han hellere gik på kompromis med sig selv og sin begavelse.
Derfor så lærerne I første omgang heller ikke kendetegnene på, at Benjamin er højt begavet. De så ikke, fordi de dengang ikke vidste, at det kunne være tegn på høj begavelse, hvordan Benjamins øjne brændte af iver, når der skulle læres nyt – men slukkede igen, så snart klassen fik brug for gentagelser. Hvor nemt han havde ved opgaver i nye fagområder, han ikke var blevet introduceret til. Hvordan han logisk kunne udlede svarene på mange hovedregningsopgaver fra 7. klasse og hjemme læste Narnia-bøgerne uden hjælp eller støtte.
For at højtbegavede børn som Benjamin kan trives både fagligt og socialt i skolen, er der brug for en anderledes tilgang til undervisningen. Man skal forstå, hvor meget der er på spil for Benjamin. Det er derfor afgørende, at du kender til både forsiden og bagsiden af begavelsesmedaljen.
