Højtbegavede børn i mistrivsel
Når man føler sig anderledes
Det at være højtbegavet er en anderledes måde at være i verden på. Det højtbegavede barn ser og opfatter verden anderledes, og det gør, at barnet oftest også føler sig anderles.
Anderledeshed kan fornemmes af både barnet og dets omverden, og det er med til at skabe en sårbarhed overfor mistrivsel. For hvis man ikke bliver mødt og anerkendt i sin anderledeshed, koster det dyrt på selvværdet.
Ligesom andre børn kan man let se en tendens til at reagere enten udad eller indad på mistrivslen. Udadtil kan det særligt være ironien eller sarkasmen, der får lov at fylde for at holde de andre på afstand.
Tegn på mistrivsel hos den højtbegavede elev:
- Giver op efter 1. forsøg, underyder ved rutine- og repetitionsopgaver, er ligeglade.
- Er ironiske eller sarkastiske, til tider direkte nedladende.
- Er rastløse, har svært ved at sidde stille, forstyrrer andre.
- Bliver mentalt udmattede og stresser sig selv.
- Er stædige og ufleksible.
- Har et skrøbeligt ego og er ekstremt følsomme overfor kritik.
Derudover gælder selvfølgelig de typiske tegn på mistrivsel hos børn, som du blandt andet kan få et overblik over hos Psykiatrifonden her.
Det ses også, at de kan ’bide tungen’ af en i diskussioner og være direkte nedladende. Afhængig af alder kan de verbale konflikter også blive fysiske – særligt hvis barnet ikke føler sig forstået eller taget alvorligt i en diskussion, eller hvis modparten føler sig trængt så meget op i en krog verbalt, at de eskalerer situationen fysisk for at komme ud af den verbale ’vold’ fra det højtbegavede barn.
Når det højtbegavede barn reagerer indad, er det oftest med selvkritik, hvor tendens til perfektionisme virkelig får lov at fylde så meget, at barnet kører sig selv endnu længere ned. For lige så skarp en tunge barnet kan have udadtil, lige så skarp, og ofte skarpere, er den indvendige stemme rettet mod barnet selv. For i barnets eget hoved er der ingen til at hjælpe med at stoppe de nedladende og kritiske tankemønstre, før nogen udenfor får øje på, at de er der og kan hjælpe barnet i det.
Attituden kan hurtigt blive ligeglad, stædig og måske direkte ufleksibel, hvor barnet kan give lynhurtigt op på alle former for udfordringer, det møder. Oftest i en frygt for at erkende fejl eller mangler, der sætter sig som kritik på selvværdet: Hvis det ikke var den måde, jeg var i gang med at løse opgaven på, så er måden forkert, og så er jeg forkert og dum.
Særligt det at føle sig dum er ganske udbredt blandt de højtbegavede børn i mistrivsel. De ser alt det, de ikke kan, og de føler, at det de faktisk kan og er gode til, er fuldstændig ligegyldigt. De kan hurtigt ende i en sort/hvid tanke her, hvor de ikke selv er i stand til at se eller anerkende deres zone for nærmeste udvikling, men i stedet ser den som alt det, de ikke kan og ikke tør gå i gang med at lære af frygt for at fejle og føle sig endnu dummere.
I værste fald vil barnet udeblive fra skolen og kan føre til skolevægring eller sygdom forårsaget af mistrivslen. Typisk ses hovedpine, ondt i maven, kvalme og en stor indre uro som de fysiske tegn på mistrivslen.
At hjælpe barnet ud af mistrivslen
For at hjælpe det højtbegavede barn skal man forsøge at få øje på den underliggende årsager til mistrivslen. Oftest vil man kun se symptomerne og reaktioner i enkelte situationer, der dækker over en dybereliggende årsag. Man skal som fagperson omkring barnet være nysgerrig og anerkendende om, hvad der er på spil for barnet. Barnet skal opmuntres og støttes her.
Anderledes typer af opgaver i undervisningen kan være én vej frem, men sørg for ikke at presse barnet for hårdt: Bare fordi du ved, at barnet kan klare den her opgave, er det ikke sikkert, at barnet overhovedet tør gå i gang med den. Mærk efter på barnet, hvad det føler, at det kan rumme, så du får sikret gode oplevelser. Hvis barnet stejler på opgaver med rigtige og forkerte svar, så prøv med en, der er mere åben. Hvis barnet er utryg ved det åbne, så prøv med mere lukkede opgaver. Forvent at de har mere brug for en tydelig proces i opgaven end at svaret er rigtigt eller forkert.
I klassens fællesskab er det også vigtigt at mærke efter, hvad barnet føler, at det kan rumme, og så bygge videre derfra. Er der nogen, barnet har det rigtig skidt sammen med, så skal du ikke sætte dem til at lave noget sammen. Find nogen, der gør barnet tryg, og har barnet isoleret sig, så start ud i det små med at arbejde to og to fremfor en hel gruppe.
Det er også afgørende at få en dialog op at køre med forældrene om dine tanker her. Barnet derhjemme og barnet i skolen kan være vidt forskellige eller ganske ens, og strategierne, I vælger for at hjælpe barnet, skal passe til det helhedsbillede, I skaber. Desuden er det vigtigt at få luftet mistanken om den høje begavelse, hvis I ikke allerede er i dialog om det.
