Jeg er, hvad du fortæller mig
Du former dem med dine forventninger
Alle børn har et brændende ønske om at passe ind. De vil gerne ses og anerkendes for, hvem de er. Blandt klassekammerater handler det meget om at være populær, sej, lækker eller vellidt. I undervisningen handler det om at være dygtig, flittig, høflig, sympatisk og sød.
Måden, hvorpå vi ubevidst påvirker hinandens adfærd, kommer igennem vores ofte tabubelagte forventninger. Forventninger, der udspringer af kulturelle, sociale og adfærdsmæssige forhold.
I undervisningen kan der for eksempel være forskel i vores forventninger til elever fra et socialt udsat boligområde i forhold til elever fra de store Strandvejsvillaer.
Det samme kan være gældende med ballademageren i forhold til den stille og introverte elev. Og for lige at stikke hånden i hvepsereden; så har vi måske også andre forventninger til Mahmood i forhold til Magnus?
Lige netop forventninger kan være en udfordring i forhold til at identificere højtbegavede børn i klassen. For findes der højtbegavede børn i ghettoområder? Og kan en doven og flabet elev, hvis bror sidder i fængsel, være højt begavet? Og findes der højtbegavede børn, hvis forældre er på overførselsindkomst med en række underretninger i baggagen? Til det er svaret JA!
Vi skal som undervisere derfor turde stoppe op og se kritisk på vores egne forventninger til eleverne, og hvordan vores adfærd påvirker dem. Det er lettere sagt end gjort, men når du først ser dine elever med forventninger om, at de kan blive dygtigere, flittigere, flinkere og høfligere, eller hvad pokker vi nu ønsker, kan de blive det.
