Begavelse og talent
Evner og talent
I daglig tale kommer vi ofte til at sætte lighedstegn mellem begavelse og talent. Men kan man være begavet uden at være talentfuld? Eller talentfuld uden at være højt begavet? Og hvad kan påvirke?
I følge den Canadiske forsker Francoys Gagne har 10% af befolkningen mulighed for at blive talenter inden for lige netop deres felt, men det er langt fra sikkert, at de bliver det.
Skal man forstå, hvordan man går fra ’blot’ at være begavet til også at have talent, kan man dykke ned i Gagnés differentierede model for begavelse og talent (DMGT-modellen), som du ser her på siden.
De naturlige evner er dem, der er baseret på barnets begavelse. De er medfødte og påvirker det mentale. Der er også faktorer i forhold til kroppen, der påvirker, hvor nemt det er at blive et talent. Det er for eksempel bare nemmere at blive god til basketball, hvis du er høj. Det er ikke altafgørende, men det er en medfødt faktor, der gør processen nemmere.
Fra at have en medfødt evne og begavelse til at blive et talent, skal man arbejde for det gennem en udviklingsproces. Skal man f.eks. være en fantastisk maler, skal man male mange malerier (aktiviteter), og man skal øve sig konstant for at blive bedre (fremskridt). Det kræver tid, energi og mange gange også økonomi (investering).
Udvikler højtbegavede sig altid til talenter?
Udviklingsprocessen går dog ikke bare i gang af sig selv. Der skal noget til at sætte den i gang: Katalysatorerne, som er delt i to. Dem, der kommer udefra (omgivelserne), og dem der kommer indefra (personlighedstræk).
Mozarts far var komponist, så han havde et cembalo i hjemmet og forældre, der støttede og opmuntrede ham i sin interesse og evne indenfor musikken. Han var aldrig begyndt at komponere selv i en alder af fem år, hvis der ikke havde været et musikinstrument i hjemmet, og forældrene ikke støttede ham i interessen. Det er omgivelsernes indflydelse på udviklingsprocessen.
Når det kommer til personlighedstræk, kan det være, at det højtbegavede barn er så perfektionistisk, at han eller hun ikke tør fejle. Det gør udviklingsprocessen langsom. Er man umotiveret for at øve sig igen og igen for at blive bedre, ja, så stopper udviklingsprocessen typisk. Det handler altså om indsats – også som højtbegavet.
Det er to af de store udfordringer, vi typisk ser hos højtbegavede børn, og vi kan hjælpe med dem begge. For det er vores ansvar at skabe et rum, hvor det at fejle er en del af udviklingen, og vi skal tilbyde undervisning, hvor den højtbegavede elev motiveres gennem de fremskridt, der gøres (selvmotivation og succes).
Skal de højtbegavede udvikle sig til talenter, kræver det derfor en stor portion held (chancefaktorer) i både ens indre liv og miljøet omkring. Vores institutions- og skolesystem spiller derfor en enorm vigtig rolle i at hjælpe alle børn med at blive så gode, som de kan.
