Materiale

Spilguide

Derfor spiller vi

Som en del af vores forløb ’Motivation og trivsel’ anbefaler vi, at man bruger en halv time på spil sidst i lektionen. Spil er rigtigt godt til at samle klassen, særligt efter det intensive selvstændige arbejde i den individuelle opgave.

Spil giver et trygt rum for at afprøve roller og strategisk tænkning, samt være en del af et rammesat socialt rum. På den måde styrkes klassesammenholdet og trivslen øges.

 

Skak

Du ved det måske allerede. Skak er med til at gøre eleverne bedre til matematik. Skak er også et spil, der har klare regler og en overskuelig struktur. Det er nemt at lære, svært at meste – og selv klassens skakmester må til tider se sig slået af nybegynderen. For det handler om at forstå sin modstanders tanker igennem dennes handlinger.
Læs mere om matematik og skak her.

SET

Her gælder det om både at være hurtig og kunne gennemskue systemer og symboler. Det falder særligt i god jord hos mange højt begavede – vi ved blandt andet, at mange i Mensa nyder at samles om dette spil. Spillet fungerer også godt for andre, for det er simpelt og lige til at komme i gang med, og man får trænet sin evne til at gennemskue systemer og sammenhænge, som er stærke kompetencer, når man skal lære nyt.

Scrabble

Scrabble er et taktikspil med ord som sit omdrejningspunkt. Eleverne træner her deres ordforråd både i forhold til stavning og ordkendskab. De pusler med bogstaver og skal have flere point end deres modstandere. Derudover kan man udfordre eleverne med, at deres ord skal arbejde i temaer, der matcher undervisningsfaget eller det stofområde, der arbejdes med.

Ordbogsspillet

Grib den nudanske ordbog med etymologi (let) eller fremmedordbogen (svær). Den, der har ’turen’, vælger et ord i ordbogen, og nu skal alle rundt om bordet skrive en forklaring ned på ordet. Den, der har ’turen’ skriver den rigtige forklaring. Alle svar lægges i en bunke og blandes. Nu skal hver enkelt, udover turholderen, gætte på den rigtige forklaring. Dem, der gætter rigtigt, får et point, og turen rykker til den næste rundt om bordet. Et spil, der udfordrer både ordkendskab og den kreative tænkning.

Kortspillet 31

Hver spiller sidder med tre kort på hånden, og det gælder nu om at få samlet en værdi så tæt på 31 som muligt. Det kræver et godt overblik over ikke bare sin egen hånd, men også de kort, der fravælges af de andre spillere. Samtidig skal man være hurtig og turde satse. Fagligt bliver særligt hovedregningen udfordret.

En nærmere gennemgang af reglerne findes på denne side.

Meyer

Dette lille terningespil er nemt og hurtigt at komme i gang med. Det træner den logiske og stratetegiske tænkning, og den opøver samtidig ens evne til at læse hinanden i gruppen. I Meyer må man nemlig bluffe, og her kræver det alt fra at aflure via den non-verbale kommunikation, om der bliver løjet, til selv at være bevidst om de signaler, man sender.

Wikipedia har en god gennemgang af reglerne her

Vil du vide mere om spil i undervisningen?

Spil er et fantastisk værktøj i undervisningen, og Rikke kommer gerne ud og fortæller om, hvordan I aktivt kan bruge spil i undervisningen til gode for både højtbegavede elever og resten af klassen som en del af en temadag for alle undervisere.

Kontakt Rikke for at høre, hvordan vi kan hjælpe jeres skole. 

Om Rikke Christensen