17. juni 2021

Latterlektion

Øg glæden og fællesskabet

Det er sundt at grine – også selvom der ikke er noget at grine af. Og så styrker gode grin fællesskabet. Derfor giver vi dig her et par værktøjer til at komme i gang med at grine sammen i klassen.

I starten vil latteren lyde falsk, og den skal derfor hjælpes på vej, før hele klassen får grineflip med smil og tårer i øjnene.

I skal bruge plads til at gå rundt og til at kunne sidde på gulvet i små cirkler undervejs. Brug også en klokke eller et båthorn, når du skifter øvelse. Hver grineøvelse bør vare omkring et til to minutter.

I skal starte med at øve latteren ind. Prøv at grine helt nede fra mellemgulvet. Læg evt. hånden på maven – som en julemand ’Ho ho ho’. Gør det et par gange, sæt fagter på og gå så rundt mellem hinanden i to minutter og grin som julemanden.

Fem grunde til at grine dagligt:

  • Når du griner, udløser din krop endorfiner, der både gør dig glad og fungerer mildt smertestillende.
  • Mængden af hvide blodlegemer stiger, når du griner, og det styrker dit immunforsvar.
  • Produktionen af hormonet kortisol falder, når du griner, og kan derfor virke lindrende på stress og depression.
  • Latter øger blodcirkulationen, og hjælper også mod forhøjet blodtryk.
  • Når du griner sammen med andre, kan det give en smittende effekt via spejlneuroner. Det gør derfor også andre glade og øger jeres følelse af fællesskab og samhørighed.

Inspireret af informationen hos ‘Latter og livsglæde’ >

Vælg derefter tre af nedenstående grin, der passer til din klasse, mens I går rundt og griner hilsende til hinanden i to minutter ad gangen.

  • Løvegrin: Hold hænderne op som en farlig løve og brøl dine grin
  • Fuglegrin: Flyv som en fugl og giv dit bedste grinende pip
  • Hils med hatten-grin: Hils på hinanden som var I fine herrer med høje hatte, mens I griner. Buk gerne.
  • Børnelatter: Grin som et børnehavebarn, måske et, der har lavet ballade?
  • Banko-latter: Grin som en gammel kone, der lige har vundet den store bankegevinst!
  • Krammegrin: I går rundt og giver hinanden kram, klap på skulderen eller high-fives, mens I griner.
  • Skæld ud latter: Løft pegefingeren og skæld ud med grin (ingen ord, kun latter).
  • Oprydningslatter: Lad som om, at du rydder op, gør rent, ordner tøj, vasker op e.l., mens du griner dig igennem det som en lystig husmor.
  • Slowmotion latter: Langsomme grin og bevægelser rundt
  • Hænderne over hovedet latter: Op med hænderne og grin som om, at du lige har scoret det afgørende mål i VM.
  • Latterlig danselatter: Dans max fjollet, mens du griner.
  • Find selv på flere!

Herefter kan I sætte jer i små rundkredse og grin så meget I kan, mens I ser på hinanden. Brug de fire slags grin I har øvet – eller bare grin!

Når der ringes med klokken, skal alle være stille – ingen må grine! Det er umådelig svært, så hold kun stilheden et halvt til helt minut, før I igen må grine løs.

Luk nu øjnene, mærk kroppen og lad eleverne finde ro. Sig tak for et godt grin.

Inspirationsvideo til dig som lærer.

Sæt fællesskab og trivsel i centrum

Har I brug for at vide mere om, hvordan I kan hjælpe de højtbegavede børn med at trives og indgå i klassens fællesskab, så hjælper vi jer gerne.

Kontakt Rikke for at høre, hvordan vi bedst kan gøre en forskel på lige netop jeres skole. 

Om Rikke Christensen